Hvordan bliver man plejefamilie
FFA er en organisation, som formidler anbringelser af børn og unge i familiepleje og på opholdssteder. FFA har tilsyn med mere end 100 børn og unge.
vigtige overvejelser inden I beslutter jer:
- det er en fælles opgave for hele familien at have et plejebarn
- hvordan vil jeres egne børn reagere
- jeres private hjem skal åbnes for forældre og tilsyn
- I skal kunne samarbejde med barnets forældre
- at barnet kun er til låns i en kortere eller længere periode
- de økonomiske forhold afhænger af den enkelte kommunes vurdering
Hvordan bliver man plejefamilie?
I skal kontakte jeres bopælskommune for derigennem at blive godkendt som plejefamilie. Jeres bopælskommune skal tilbyde jer en plejeforældreuddannelse på 32 timer. Når I har modtaget plejetilladelsen fra kommunen, kontaktes FFA igen, så I kan komme i vores kartotek over ledige plejefamilier.
Hvad sker der, før barnet flytter ind?
Konsulenten i FFA og barnets sagsbehandler aflægger et eller flere besøg hos jer og fortæller hvilke opgaver, der ønskes løst.
Er der enighed om, at plejebarnet evt. skal have ophold hos jer, vil I modtage besøg af barnets forældre og til sidst af barnet. Vi arbejder i forløbet med foto af børnene og jer.
En del af de børn, der anbringes gennem FFA, har inden anbringelsen opholdt sig på døgninstitution. Barnets ophold hos jer indledes derfor med flere besøg på den pågældende institution.
Hvad sker der, når plejebarnet flytter ind?
Ofte – men ikke altid – vil barnet opføre sig som gæst i jeres hjem. Der er for de fleste børn tale om en krisetilstand, som barnet har brug for hjælp til at få bearbejdet. Det bliver ikke ”rigtig hverdag” før efter 2-4 måneder. Plejebarnet vil da afprøve grænser for, hvad der er tilladt i jeres familie.
Familieplejekontrakten
Inden barnet får ophold hos jer, underskrives en familieplejekontrakt, der indeholder aftale om:
- Plejelønnens størrelse (løndel, omkostningsdel)
- Eventuelle særlige udgifter
- Opsigelsesregler
- Forsikringsforhold
- Samarbejde med barnets forældre
- Tilsyn og vejledning
Barnets forældre har fortsat forældremyndigheden under plejeforløbet og kan når som helst ønske barnet hjem. Socialforvaltningen i den kommune, hvor barnets forældre/forældremyndighedsindehaver bor, har det endelige ansvar for plejeforholdet og skal tage stilling til eventuel hjemgivelse.
Hvad kan være vanskeligt i forbindelse med plejeforholdet?
-
Jalousi mellem plejebørn og jeres egne børn
-
Følelse af utilstrækkelighed overfor egne børn
-
Familiens og naboernes reaktioner
-
Altid undgå at tale nedsættende om barnets forældre, fordi det sårer barnet
-
At plejebarnet måske har svært ved at give udtryk for sine følelser overfor jer
-
At plejebarnets forhold til omgivelserne kan kræve mere af jer, f.eks. skole, fritid, venner osv.
-
At I gennem plejebarnet får et nyt kendskab til mange forhold, f.eks. skole, naboer og jer selv.
Støtten fra konsulenten
I modtager jævnligt besøg af en konsulent fra FFA, der fører tilsyn med plejebarnets forhold, og som yder vejledning og støtte. I kan altid henvende jer til denne, når I har brug for det.
Kursus og undervisning
Både døgn- og deltidsplejefamilier skal deltage i grundkursus for plejefamilier gennem bopælskommunen.
Der afholdes desuden kurser og foredragsaftener med relevante temaer for plejefamilier i løbet af året.
Der oprettes netværksgrupper for plejeforældre.
Hvordan afsluttes et plejeforhold?
- Afslutning på et plejeforhold kan ske af forskellige årsager:
- Udført opgave
- Forældrenes ønske om at få barnet hjem
- Jeres beslutning om ophør af opgaven
- Kommunens beslutning om ophør
- Plejebarnets behov for særlig behandling, f.eks. på døgninstitution
Hvad vil det betyde for jer?
- At I skal af med plejebarnet, som I har knyttet jer til
- At I ikke skal forvente taknemmelighed for det, I har givet barnet
- At plejebarnet i mange tilfælde bliver som et familiemedlem, hvor der altid vil være gensidig kontakt
- At I har betydet noget for plejebarnet og givet det er ”skub fremad”, selvom plejebarnet måske ikke kontakter jer igen – eller måske først efter flere år.
Øvrige praktiske oplysninger i forbindelse med plejeforholdet
Plejevederlag
I modtager plejevederlag under plejeforholdet. Størrelsen af vederlaget fastsættes efter en vurdering af plejebarnets samlede situation og de krav, der stilles til jeres arbejdsopgaver.
Udgifter
Der er faste takster for kost og logi, lomme- og tøjpenge. Disse takster er bestemt efter barnets alder. Derudover kan særlige udgifter til f.eks. medicin, transport mm. søges dækket.
Skat
Plejelønnen er A-indkomst og skal beskattes.
Se vejledningen fra KL gældende fra d. 1.1.2011.
Hvis du/I har spørgsmål, er I meget velkomne til at ringe til os på tlf. 48460800.
