For plejefamilier
I FFA har vi en lang tradition for at rekruttere plejefamilier, matche plejebarn og plejefamilie samt under hele forløbet at støtte, rådgive og vejlede plejefamilierne. Vi er således i løbende dialog med plejefamilierne og er altid tilgængelige for at drøfte problemstillinger.
I rapporten Evaluering af tilsynet med plejebørn fra 2009 står beskrevet: "en god samarbejdsrelation mellem plejeforældre og tilsynsførende er vigtig for, at begge parter oplever anbringelsen som velfungerende. For plejeforældrene har det særlig stor betydning, at personen, som fører tilsynet, har en faglig kompetence, som de kan profitere af. Et andet aspekt, der for plejeforældre er vigtigt, er at blive mødt i øjenhøjde og at blive anerkendt i arbejdet med plejebarnet".
I FFA arbejder vi for kvalitet i familiepleje og ved anbringelser på opholdssteder. Dette gør vi bl.a. ved at være opmærksomme på, at barnet/den unge er centrum for vores arbejde. Vi sikrer regelmæssige tilsyn, har løbende kontakt med barnet, således at barnet løbende er inddraget i egen sag. Vi lægger vægt på at være i dialog med de involverede parter omkring prioritering og fokusering i forhold til barnet. Vi dokumenterer skriftligt barnets udvikling, trivsel og reflekterer over opnåede mål samt foreslår fremadrettede mål. Vi søger altid at være i dialog med barnets kommune.
Er I allerede godkendt som plejefamilie, er I velkommen til at sende os en kopi af jeres socialrapport samt godkendelse og udfyldt oplysningsskema, hvorefter vi vil rette henvendelse til jer. Hent oplysningsskema.
Er I ikke allerede godkendt som plejefamilie, så udfyld alligevel oplysningsskemaet og send det til os, og vi vil så kontakte jer hurtigst muligt derefter.
Vi vil herigennem også gerne opfordre familier uden egne børn, som kunne være interesseret, til at kontakte os.
Familiepleje/når hjemme er et andet sted
Der findes flere former for familiepleje:
Døgnpleje
Barnet/den unge bor i kortere eller længere tid hos en plejefamilie eller på et opholdssted.
Rådighedspleje
Barnet/den unge opholder sig faste dage/weekender samt evt. i ferier hos en plejefamilie. Derudover står plejefamilien til rådighed for barnet ved akutbehov for en kortere eller længere anbringelse.
Aflastningspleje
Barnet/den unge opholder sig i plejehjemmet i forud aftalte weekender/dage samt evt. i aftalte ferier.
Plejeforældre fortæller
En filmserie i 6 dele om plejeforældres praksis. Produceret af Viking Media med støtte fra UFC- Børn & Unge samt Socialministeriet.
Se filmene på www.plejeforaeldrefortaeller.dk
Se også www.mereatgive.dk
Vi søger flere forskellige typer plejefamilier:
- Plejefamilier til handicappede børn/unge i aflastning. Kontakt Birgit Hendriksen på tlf. 2268 3809.
- Plejefamilier, som kan tage mor/barn anbringelser, forældre/barn anbringelser, spædbørns- og småbørnsanbringelser, akut anbringelser. Kontakt Nana Blechingberg på tlf. 2268 3834 el. Anette Fabricius på tlf. 2268 3820.
- Plejefamilier til almindelig døgnpleje eller aflastning. Kontakt Peter Ege på tlf. 2268 3833.
- Forstærket familiepleje til børn og unge i et individuelt tilrettelagt forløb, som alternativ til anbringelse på institution. Denne type anbringelse er for de vanskeligst stillede børn/unge og de mest krævende opgaver for plejefamilien. Der er taget udgangspunkt i børnenes behov for et struktureret og forudsigeligt behandlingsmiljø med få og forudsigelige voksne. Der er lagt vægt på, at børn/unge har behov for en familie, og at trivsel sikres bedst i familiære og tætte rammer. Kontakt Peter Ege på tlf. 2268 3833 eller Birgit Hendriksen på tlf. 2268 3809.
